LIDT OM MIG

Den første havørred fra Karup Å, fanget på 2 hånds fluestang

Henrik Bønnelykke blev jeg døbt i 1978, 31 år senere bliver jeg gift sammen med Gitte og efternavnet blev Bundgaard Bønnelykke. I mine ungdoms år voksede jeg op i Brædstrup mellem Horsens og Silkeborg. Det var her mit fiskeri startede.
Min far, morfar og onkel tog mig ofte med på fiskeri i nærliggende åer og søer, her blev der ofte fisket med orm eller spinner. Da jeg bliver lidt ældre (12 år) blev der gerne fisket i put´n´take, som jo ofte kastede lidt fisk af sig. Ligeledes fiskede jeg ofte i en sø ved Brædstrup (Ring Sø), her blev der fisket efter aborrer, skaller og gedder.
Jeg kan ikke med sikkerhed huske, hvor gammel jeg var, da jeg fik min første fluestang. Men et gæt er, da jeg er omkring 15 år, fiskestangen arver jeg efter min morfar. Jeg kaster lidt med den hjemme på græsplænen og lidt i put´n´take, men sættet er ikke på nogen måder egnet til fiskeri. Tilfældig line o.s.v gjorde at sættet ikke passede sammen, og det fik hurtigt en plads i hjørnet. Idag står sættet inde på fiskeværelset og vækker liv i gamle minder.
Da jeg bliver omkring 16 år  bliver alle fiskestænger sat i hjørnet, og danseskoene blev fundet frem og pudset. Derfra går der ca. 4 år inden stængerne igen ser dagens lys. Her får jeg igen lysten til at fiske, og så går det hurtigt. Et nyt fluesæt bliver købt, og jeg starter fiskeriet i Horsens Fjord.
NU SKAL DER FANGES FEDTFINNER!!!!
Årene går og en del havørreder landes, kærlighedslivet førte mig til Skive. Her stifter jeg bekendtskab med Karup Å, som senere skal vise sig at blive mit hjemvand.
Jeg blev medlem (Årskort) af Lystfiskerforening for Skive og Omegn  i 2003, her møder jeg mange dejlige folk, som med tiden bliver til gode fiskevenner.
I mellemtiden er jeg begyndt at binde mine fluer selv, og fiskeriet med fluestangen fylder mere og mere.
Så i 2007 køber konen og jeg hus i Vridsted, 3 stenkast fra åen. Nu kan jeg fuldt ud dyrke mit fiskeri i nærmest egen have. Perfekt.
I 2009 bliver Gitte gravid, og ikke kun med et barn - 2 skønne drenge meldte deres ankomst d 12. Januar 2010.
Mon det er 2 nye fluefiskere? Et er sikkert, jeg vil vise dem det som jeg synes er så skønt ved fiskeriet.